Thailand

Thailands kultur er stærkt præget af buddhismen. Drengene I Thailand skal minimum 1 år leve som munke, det er en del af deres gang I livet. Der er pragtfulde templer i alle større byer. De ældste bevarede rester af thailandske arkitektur stammer fra Dvaravati-perioden cirka fra år 500 til år 1000. I den gamle hovedstad Ayutthaya kan man se rester af imponerende bygningsværker i sten. Kunst og arkitektur fra denne periode var påvirket af rigerne i Cambodja, Burma og på Sumatra. Det var først med Chiang Mai stilen fra år 1000 og frem, at landet udviklede sit eget kunstneriske udtryk.

Næsten alle ældre bygninger har en religiøs funktion og er rigt udsmykkede med en eller flere buddhastatuer. Statuerne følger nøje den beskrivelse af Buddha , der findes i sanskritdigtningen – “Ben som en hjort, hage som en mangokerne, hår som skorpionens brod”. Også den klassiske billedkunst var knyttet til religionen – der var først ved slutningen af 1800-tallet, at mere folkelige motiver fik plads i malerkunsten.

Den thailandske litteratur opstod i 1200-tallet, og fra den tid stammer flere digte, ofte baseret på buddhistiske sagn. Prosaværket Thraiphum Phraruang fra 1345 er formodentlig skrevet af kong Lithai, og beskriver inderverdenen, jorden, himlen og en utopisk fremtidsverden. Det har haft stor indflydelse på thailandsk verdensanskuelse.
Den første moderne forfatter var nationalpoeten Sunthon Phu, der i første halvdel af 1800-tallet blev læst og påskønnet både ved hoffet og i den del af offentligheden, der kunne læse. Den thailandske roman opstod i begyndelsen af 1900-tallet.

Et vigtigt indslag i thailandsk hverdagskultur er dyrkelsen af kong Bhumibol Adulyadej og hans familie, der nyder stor respekt i befolkningen. Deres portrætter hænger ofte i private hjem, og der sendes en halv time om kongefamilien i fjernsynet hver dag.